Faktaboks
- Tid: +4 timer
- Distance: 2-3 kilomer, kan dog forkortes ved at tage sporvognen tilbage til Maison Danice
1 Ud af Maison Danice og til venstre. Når Rue Chauvain slipper op, venter der et mirakel. Man går tværs igennem Promenade de Paillon, den langstrakte park, og følger den korte bred af en langstrakt sø. Og se, børnene går på vandet. Det er fordi søen kun er en centimeter dyb. Men magisk ser det ud. Sådan kom jeg ind i den gamle by. Med gyder så smalle at en hjulbenet på scooter risikerer at få hudafskrabninger på begge knæ samtidig. Og køres på scooter skal der, selv hvor det er umuligt.
2 I epicentret af Gamle Nice ligger der en kirke opkaldt efter helgenen Rita, hvis speciale er at tale de håbløses sag for Vorherre. Kirken er, ligesom Rita, fra middelalderen. Men dens bedste indhold er fra 1700-tallet. Klenodiet er en skulptur af Maria med sin søn på sin højre hofte. I en niche til venstre for alteret. Jesus er ikke spæd længere; måske 3-4 år. Vågne øjne. Omverdensbevidst.
Hans mor er i bevægelse, næsten dansende. Hendes gevandt er som grebet af en hvirvelvind, så man kan se formen af hendes venstre knæskal og brystvorte gennem det flortynde klæde. Marias brystvorte, den har jeg godt nok ikke set før. Et øjebliks bevægelse fanget i marmor. Rokokoreligiøsitet.
3 Gaden uden for St. Ritakirken fører – som navnet, Rue de la Poissonerie, antyder – ned til det gamle Fisketorv. På facaden af nr. 8, gemt lidt væk højt oppe, svinger et let påklædt par vildt med køller. Det har de gjort siden 1584. Er det mon Adam og Eva der viser vejen til et seirøst ægteskabeligt oprør?
4 I nr. 6 bor en kagekone af nyere dato. Hun har makroner på alle hylder. Vil ikke fortælle hvor mange forskellige slags smag hendes makroner har, ”for vi skifter hele tiden”. Jeg nåede at observere hindbær, jordbær, kokosnød, hvid karamel, vanilje. Jeg fik to pistaciemakroner, giftiggrønne som frøen Kermit, serveret som en klapsammenmad omkring en lige så grøn klat pistacieis.
5. Øverst oppe i Den gamle By, ved siden af en stærkt armeret kaserne og Fremmedlegionens lokalkontor, ligger en kirke der ikke drukner i turister eller scootere, for gaderne derop er så stejle at de er blevet til trapper. Kirken kan ikke beslutte sig til om den skal hedde St. Martin, som den blev døbt i 1100-tallet, eller St. Augustin, der blev dens navn i barokkens 1600-tal. Så den hedder begge dele.
Barok dominerer det indre. Hvor der ikke er guld, er det forgyldning, lige meget hvor man vender sit blik hen. Det fik jeg nu ikke meget tid til, for jeg var havnet midt i en gudstjeneste. Præsten fæstede sit blik på mig og spurgte om det ville være bedre med ’English’. Jeg nikkede. Ja, men så ville han, af hensyn til den herre, prædike på engelsk. Engelsk? I Frankrig? Har franskmændene da skiftet folkekarakter?
Nej. Det viste sig at være den lokale filippinske menighed der holdt gudstjeneste i kirken med de to navne. Essensen af præstens tale, efter at han var slået over fra spansk til inglès, var at vil man være lykkelig, skal man ikke ønske sig en Ferrari eller en rivieravilla, men søge i sit eget indre. Det hele endte med at vi stod og holdt hinanden i hånden i lange rækker. Man kan åbenbart komme i lag med de lokale, selv om man er turist. De fortalte mig at de alle var fastboende i Nice. Ingen aupair’er her. Måske er gæstfriheden et særligt træk ved St. Martin / St. Augustin kirken. Det siges at endogså Martin Luther har prædiket her. Dog mens han endnu var katolsk munk.
6 På Garibaldipladsen tæt ved ligger en restaurant der har specialiseret sig i min yndling blandt fødevarer. Oksekød. Den er opkaldt efter den europæiske mytologis urokse, manden med tyrehovedet, der huserede i labyrinten på Kreta. På fransk ’Minotaure’. Smagen af deres grillede kød rummer mere end et strejf af trækul. Tatar er de, som mange franske kroer, også gode til. Jeg valgte det rå kød, som er skåret med traditionel kniv og rørt med løg, kapers, persille, cornichoner og husets kikærteblanding. Vegetarer kan med god samvittighed spise med, for den hakkede persille stikker sine små grønne blade ud allevegne.
7. På vejen tilbage slog jeg et slag omkring museet for nutidskunst for at nyde bysbarnet Yves Kleins største hit, farven blå. Han tog udgangspunkt i den katolske middelalders ultramarin og opfandt så en metode – registreret som International Klein Bleu, IKB – til at holde den fuldstændig klar. Blå, blå, blå – blåere end selv Middelhavet i Englebugten.
