Museer, kloster og undergrund.

Skrevet af Hanne Bork
17. maj 2023
Faktaboks

Følgende kort giver et overblik over hele gåturen: 

Fra Maison Danice – gå til højre ad Rue Chauvin. Drej igen til højre ved Rue Gioffredo og drej til venstre
ved Rue Alberti. Fortsæt ad Rue Alberti, til vejen munder ud i Boulevard Dubouchage. 

Kryds Boulevard Dubouchage ved Hotel Ellington, og gå videre ad den lille vej, Rue Rancher, der fortsætter lidt skråt på Boulevard Dubouchage på modsatte side af Hotel Ellington. Rue Rancher løber ud i Rue de Lepante. Her ligger mange musikforretninger. 

Drej til venstre og fortsæt til rundkørslen ved Place Toceli. Drej ned ad vej nr to, Avenue Notre Dame. Kryds over vejen for enden af Avenue Notre Dame, og gå op ad trapperne til Boulevard de Cimiez.

Følg vejen, der bugter sig op ad bakken.

Musée de Chagall kommer på din venstre hånd. Et fantastisk museum. Samlingen omfatter blandt andet Jacob’s Ladder (Jakobs stige)

Marc Chagall (1887-1985) var en russisk- fransk modernistisk maler. Han tilbragte sine sidste år fra 1948 til sin død på Côte d’Azur, som var et kunstnerisk centrum med Matisse boende i Saint-Paul-de-Vence og Picasso i Vallauris. De havde hver deres stil og arbejdede sammen af og til, da de var nære venner. Følgende beskrivelse af Matisse stammer fra kunstnerkredsen: 

“When Matisse dies, Chagall will be the only painter left who understands what color is… His canvases are really painted, not just tossed together. Some of the last things he’s done in Vence convince me that there’s never been anybody since Renoir who has the feeling for light that Chagall has.”


Fortsæt op af Boulevard de Cimiez. Her er adskillige spændende villaer fra en anden tidsalder. Henri Germain, direktør og grundlægger af Credit Lyonnais Bank, købte jorden på skråningen og plantede oliventræer. Han bad arkitekten Sebastian-Marcel Biasini om at udvikle et villaområde i 1880. Boulevarden er resultatet med sine 20 meters bredde og den blev indviet i 1884. Her er et lille udvalg af ejendomme på boulevarden. 

  • Le Grand Palais (nummer 2) blev bygget af Charles Dalmas i 1912 for Wagons-Lits og var en af de højeste bygninger – 9 etager. 
  • Le Majestic (nummer 4) bygget i 1904. 
  • Villa Paradiso (nummer 24) bygget i 1900. Den huser i dag musikkonservatoriet i Nice og har stadigvæk sine oprindelige flotte loftmalerier. 
  • Villa de Surany (nummer 35) bygget i 1900 og et eksempel på orientalsk arkitektur. 
  • Hotel Alhambra (nummer 46) lå i denne bygning, der i dag er bygget om til lejligheder. 
  • Excelsior Regina 71, Avenue Regina afslutter boulevarden med belle époque-stilen. Hotellet havde i sin tid 400 værelser med 233 badeværelser og meget andet. Dronning Victoria tilbragte et par år her fra 1897 til 1899, og Matisse boede fra 1938 til 1943 i to lejligheder på 3. sal.